Sammenligning, test og anmeldelse af TomTom, Navigon og CoPilot GPS apps til iPhone
Hvilken GPS er den bedste, hvis man vil bruge sin iPhone?
Jeg har for nyligt skiftet bil samt job og i den forbindelse havde jeg brug for at købe en GPS, som kunne holde mig live opdateret om kødannelser og lign.
Da jeg har en Iphone, lå det jo lige til højrebenet at købe TomToms carkit, fordi jeg så slog flere fluer med ét smæk. Jeg kunne lade min iPhone op under kørsel og jeg ville også have GPS’en med mig i lommen fordi det ikke er en stand alone hardware box.
Derfor gik jeg i gang med at kikke på navigations- og GPS apps til iPhone og er endt med at købe Navigon, TomTom og CoPilot fordi de er så forskellige og dækker forskellige behov.
Jeg vil dog sige at CoPilot er så ringe, at det næsten er en fornærmelse mod brugeren, men prøv at se her hvilke oplevelser jeg har gjort mig med de 3 apps. Man fristes til at kalde det for NoPilot, for det falder simpelthen igennem og jeg FATTER ikke hvor de får deres positive anmeldelser fra, med mindre det er løgn og falske brugeranbefalinger?
CoPilot er en fornærmelse mod brugerne i forhold til brugervenlighed og generelt ligner det en 5 år gammel Windows Mobile app, når det er værst. Føj for noget skrammel – det har INTET at gøre med iPhone apps år 2010!
Der er så meget at skrive om, at jeg har besluttet at dele min anmeldelse op i 2 dele: først det her indlæg om mit umiddelbare møde med og opsætning af de 3 apps og næste indlæg bliver så med konkrete erfaringer fra min kørsel med dem.
Navigon (4.5 stjerner fra mig) er klart den dyreste af de tre – selve app’en koster i den europæiske udgave 799 og så giver man yderligere 189 (éngangsbeløb) for at blive tilmeldt deres liveprogram, så den sender feedback tilbage til Navigons servere samt modtager trafikmeldinger, kø-advarsler og lign. Min personlige holdning er, at liveopdateringer er meget bedre end TMC, fordi TMC bygger på at eks. Vejdirektoratet skal opdage og opdatere TMC signalet, hvor Live er realtime. Jeg har set MANGE forkerte kødannelse via TMC i min tid og endte faktisk med at trodse dem i de fleste tilfælde. Live fungerer sådan at alle der har Navigons Live system sender data om deres kørsel (passivt i baggrunden af app’en) til Navigon, som så bruger den til at analysere den trafik, der er her og nu – og guider dig ud fra den givne trafik i realtime. Læs mine praktiske erfaringer med og anmeldelse af Navigon iPhone app her!
TomTom (4 stjerner fra mig) valgte jeg kun i den Skandinaviske udgave og den koster ca. det halve men har til gengæld ikke hverken live trafik eller TMC. Holderen (som alle 3 app kører med) koster yderligere 750 kr. Er en god “familieløsning” fordi den har et godt kompromis mellem pris, funktioner og brugervenlighed. TomTom er ikke live, men har IQ-systemet, som er en mellemting. IQ indsamler, som Navigon, data om din kørsel. Det bruger den så til at regne mønstre ud a la “undgå normalt Vejle Fjord Broen hver morgen fra 8-9 pga. tung trafik” og lign. Dvs. den indsamler erfaringer og giver bedre ruter (ikke mindst i forhold til en mere præcis beregning af tiden) og alle der kører over eksempelvis Vejl Fjord Broen ved, at fredag eftermiddag er “no go” – det lærer IQ.
CoPilot (1 stjerne fra mig) koster kun 250 kr. men det er dyrt, for det er godt nok noget af det mest kiksede, ja undskyld mig udtrykket, lort, jeg har prøvet på iPhone. CoPilot er en fornærmelse mod brugerne i forhold til brugervenlighed og generelt ligner det en 5 år gammel Windows Mobile app, når det er værst. Føj for noget skrammel! Jeg købte den kun for at teste den mod de andre to fordi den er så billig. Om den så var gratis ville jeg ikke bruge den. Mest af alt virker CoPilot som om det er et rodet OpenSource projekt uden overordnet styring.

Navigon viser ikke ruten ved opstart med mindre man tager dette overblik bagefter - og det mangler km og køretid / ankomsttid.
Hverken TomTom, Navigon eller CoPilot har imponeret mig med kortenes opdatering og de “points of interests” der er lagt ind på kortene. Den 4-5 år gamle rundkørsel tæt på min bopæl er ikke på nogen af de tre kort og generelt svømmer alle 3 apps i POI’er, som ikke er eksisterende. Det er fint med turistattraktioner, der ikke flytter plads i 100 år, men det virker ikke optimalt i forhold til at finde noget mere flygtigt, som butikker – her er man bedre tjent med Google Maps. Eks. benzintanke der ikke findes mere eller butikker, der er flyttet for længe siden. Specielt for Navigons vedkommende kan man være lidt skuffet over det, da de netop kombinerer deres resultater med Google og Google Maps er meget mere retvisende, omend de stadig har vores gamle kontoradresse forkert på 3. år.
En ting jeg lige hurtigt bemærkede er, at Navigon er tæt på ubrugelig til gåture som ellers kunne være manges begrundelse for at vælge iPhone GPS fremfor en stand alone hardware GPS. Selvom man vælger at den skal reagere som om man er på gåtur, slingrer kortet konstant frem og tilbage, frem for at være stabilt som eks. Google Maps.
Tomtom er klart den mest iPhone app agtige af de 3 og der er ingen tvivl om at Navigon og CoPilot er overført fra andre systemer og her falder copilot dårligst ud – selv efter en halv times opdagelse i copilot, skal jeg stadig lede for at finde tingene og forstå menusystemet.
Hastigheden er ikke noget at råbe hurra for – Navigon tager 10-15 sekunder om bare at boote programmet og det er altså irriterende og unødvendigt.

CoPilot viser heller ikke ruten ved opstart, men man kan få dette "overblik" som dog forvirrer mere end det gavner.
Ved oprettelse af en simpel køretur vinder TomTom. Det er let at finde ruten og man får en ruteoversigt inden man accepterer – vil man vælge en anden vej, er det grafisk let: man peger simpelthen bare på den vej, man vil have ruten skal bruge. I mit tilfælde, eksempelvis, ved jeg at jeg vil vælge landevejen frem for motortrafikvejen på arbejde fordi jeg synes dén rute er mest hyggelig at køre. Det er også let på Navigon mens jeg stadig ikke har fundet ud af at gøre det på CoPilot.
Viapunkter vises også som en lang rute mens navigon viser ruter med flere stop som enkeltruter. Jeg fik eks ikke navigon til at vise en samlet rute / længde og ankomsttid for Vejle – Kalundborg – København mens tomtom viser det fint. Igen driller CoPilot og kræver et husnummer for at finde noget så simpelt som Rådhuspladsen i København. TomTom og Navigon tager få klik, så er det sat op og man kan køre.
Alle 3 vælger samme rute til min arbejdsplads i Fredericia: Motorvejen fra Grejs over Vejle Fjord-broen til Fredericia. Rutens længde i km er de enige om, men der hvor TomTom og Navigon er enige om ca 27 min kørsel, siger CoPilot urealistisk 51 min. selvom nøjagtigt samme rute vælges. Efter rutestart går der ca 3-4 sekunder før Navigon Live gør OBS på, at der lige nu er vejarbejde og derfor nedsat hastighed på det primære stykke motorvej og derfor vælger den en alternativ rute.
Alle, som har prøvet at køre med GPS og navigation, ved, at den jo i mange tilfælde ikke viser den rute en lokal stedkendt, ville vælge. Derfor er det rart når man starter op, at få et overblik over ruten, så man lige ved, hvor “den” vil have køreturen rundt omkring. Her vinder TomTom overlegent – den viser en fin ruteoversigt med de nødvendige oplysninger om rute, køretid og forventet ankomst. Navigon er dybt godnat på det punkt og viser et billede af ankomstadressen, som man ikke kan bruge til noget som helst i forhold til at vurdere ruten. Det kan man så vælge at gøre ved at hoppe ud og vælge det i et menupunkt. CoPilot er her midt i mellem – den kan vise en ruteoversigt, men det er godt nok ringe (vender på hovedet for at vise den i kørselsretningen og er svært at overskue hurtigt) hvor DIN rute simpelthen drukner i andre oplysninger, veje og menupunkter.
En sjov feature er at TomTom og Navigon ikke blot registrerer hvor hurtigt du kører, men også hvad hastighedsbegrænsningen er, der hvor du kører. Det bruger begge apps til at advare, hvis du overskrider fartgrænsen. TomTom dytter simpelhen, hvis du når max-hastighed mens Navigon er lidt mere fleksibel og kan sættes op til at advare når du overskrider nogle grænser du selv sætter. Her kan jeg bedst li’ Navigon, for det er altså skide træls at høre på dytteri hver gang man rammer maxgrænsen – dvs. eks. ved stort set alle overhalinger. Det er sjovt de første par gange og alle i bilen griner højt, men så bliver det hurtigt lidt anstrengt. Det er fint at man ikke må køre mere end eks 110 må et stykke motorvej, men jeg vil ikke mindes i’m at jeg overskrider farten når jeg eks begynder at overhale med 120. Det er nok en kynisk betragtning, men jeg vil hellere advares når der er fare for at få et klip i kørekortet – og det kan man sætte op på Navigon så den eks advarer hvis man kører et bestemt antal km. for hurtigt.
TomTom viser i øvrigt den tilladte hastighed, hvilket jeg synes er fedt på motorvejen, hvor man jo det meste af tiden ikke kan se om man
må køre 110 eller 130 med mindre man hele tiden ser og husker skiltene når de kommer med 10-20 km. mellemrum. Kan man spare bare én fartbøde, er app’en jo fint tjent hjem. Alle 3 apps kan i øvrigt også vise kendte fartfælder / fotovogne, hvordan det så end kan være særlig godt opdateret? Jeg tænker lidt…….. hvis ikke engang de kan holde benzintanke opdateret, hvordan skulle de så have noget så flygtigt som fotovogne med?
Via-punkter og ruteplanlægning er komplet åndssvagt på copilot. Jeg vil nødig bruge den som eks. sælger, der skal planlægge en dagsrute rundt mellem et antal kunder. Hvis man eks vil indtaste Vejle – København med stop i Kalundborg, lægger den konsekvent Kalundborg til sidst og jeg har ikke set hvordan man ændrer rækkefølge. Virkelig dårligt og meget lidt brugervenligt.
Navigation i selve programmet er ualmindelig ringe i copilot – selv som gadgetfreak sidder jeg hele tiden og skal gætte hvad jeg nu skal, afkode mærkelige ikoner der ikke giver mening og mange gange er jeg gået ud af app og ind igen fordi det var lettere end at navigere ud i jovedmenuen. TomTom er let at finde ud af, men der er bare “noget” ved Navigon, som er mest naturligt for mig.
Den kommende uge vil jeg på skift bruge de 3 apps så de testes konkret i det, de bør excellere i: at finde den bedste vej fra A til B.

Pingback: Anmeldelse af Navigion GPS app til iPhone - Kenneth WedMore Lund
Pingback: Anmeldelse af TomTom GPS app til iPhone - Kenneth WedMore Lund
Pingback: Sådan får du mere musik og video på iPhone, iPod, iPad og AppleTV - Kenneth WedMore Lund
Pingback: Anmeldelse af TomTom, Navigon og CoPilot til iPhone – 3 måneders hverdags-erfaringer - Kenneth WedMore Lund
Pingback: APPStinenser.dk » CoPilot