iWorks iPad – anmeldelse af Pages, Numbers og Keynote til iPad
Anmeldelse af iWorks officepakke med Pages, Numbers og Keynote til iPad
I princippet er iWorks “bare” Apples svar på Microsoft Office med Word tekstbehandling, Excel regneark og Powerpoint præsentation.
Her er det så bare til iPad og “bare” med Apples filosofi, som jo er ganske anderledes end Microsoft.
Mange oplever Pages, Numbers og Keynote som meget lettere at arbejde med – der er ikke meget pjat, de får bare arbejdet gjort – og på iPad er det gjort forrygende let fordi du kan “røre” ved dit indhold på touchskærmen.
Læs min gennemgang af fordele og ulemper med iWorks på iPad her:
Note: siden denne artikel blev skrevet, er iWorkspakken blevet opdateret til version 1.1 d. 14. maj, hvor nogle af de ting, iWorks har fået kritik for (som nævnt i nedenstående) er rettet. Man mister eks. nu IKKE formattering ved at redigere samme keynote sideløbende på iPad og Mac osx. Dog endnu ikke mulighed for at synce filer mellem de to platforme.
Jeg ved ikke om en “A:B”-sammenligning af iWorks og Microsoft Office er det rigtige her, for det handler ikke så meget om at vise forskellen i filosofien af de to kontor-pakker. Det handler for mig mere om nu at fortælle hvilke fordele og ulemper du vil få, hvis du køber iWorks-pakken til din iPad.
Lynhurtig gennemgang af de tre programmer – som i øvrigt kan købes hver for sig for ca. 10 dollar, som er i omegnen af 60 kr.
Pages app iPad
Pages er Apples svar på Word og læser uden problemer de .doc og .docx filer du måtte modtage eks. på email. En “no frills” tekstbehandling, som dog kan en hel del mere end de mange notes-programmer, der allerede er til iPad. Her er tale om “rigtig” tekstbehandling med formattering, billeder, tabeller, rammer, effekter osv. og da der er tonsvis af lækre templates, kan du lynhurtigt sætte noget rigtig flot op. Den fulde anmeldelse følger.
Numbers app iPad
Her er så Apples udgave af Excel fra Microsoft og Numbers læser også både de gamle og nye .xls-filer og redigeringen er utrolig let. Af alle de her 3 apps, synes jeg faktisk Numbers overrasker mig mest positivt, for touch-interface med et regneark er faktisk utrolig velegnet. Jeg skriver en fuld anmeldelse af Numbers om kort tid og linker her når det er klar!
Keynote app iPad
For mig er Keynote et af de programmer, jeg bruger allermest på min iPad – jeg bruger den til at vedligeholde mit visionboard i og ligesom med Numbers, er Keynote bare utrolig godt med touchskærm fordi man let trækker rundt med sit indhold. Keynote læser også PC-filer fra Microsoft PowerPoint (.ppt) og umiddelbart ser det meget ens ud, når man importerer powerpoint-filer til Keynote. Som med Pages og Numbers, lægger jeg snart en anmeldelse af Keynote her med et link.
Synkronisering mellem filer
Siden de tre apps udkom, har de konstant – alle tre – ligget på Apples top 10 over de mest populære og mest downloade programmer til iPad OVERHOVEDET. Det i sig selv giver jo en vis begrundet mistanke om, at mange kan li’ de tre apps i iWorkspakken. Desværre ser det ud til at der har være noget kritik omkring samspillet mellem filer for de brugere, der gerne vil arbejde med de samme filer BÅDE på deres bærbare/stationære computere og iPad. En del har rapporteret om at formatteringen af en Keynote-præsentation kan blive ændret lidt, hvis man redigerer den løbende på både en bærbar Mac og iPad versionen.
En anden ting er selve udvekslingen af filer – som det er lige nu, har Apple ikke lavet det sådan at du bare kan “drag ‘n droppe” filer mellem din stationære eller bærbare computer til og fra iPad. Du kan dog let maile filerne, men det virker naturligvis lidt omstændigt at skulle maile en 50 mb. Keynote-præsentation til sig selv frem og tilbage.
Jeg er sikker på at de to områder er noget Apple arbejder på at løse og i mellemtiden kan man med held bruge eks. Dropbox (se anmeldelse af Dropbox app til iPad her).
Konklusion
Min egen konklusion er, at iWorks til iPad er et af de endnu få programmer, der sælger iPad. Er du studerende, blogger, sælger eller lign., kan jeg ikke forstille mig bedre værktøj end en iPad med Pages, Numbers og Keynote på! Jeg tror iWorkspakken til iPad bliver en klassiker!
Pingback: MindMap iPad | iThoughts HD anmeldelse
Pingback: APPStinenser.dk » Pages – iWork