Mobil tv-station – Sådan optager og redigerer jeg video til mine blogs
Sådan bygger jeg mit eget “online tv-studie”
Jeg har altid været glad for at skrive og derfor passer blogging mig utrolig godt.
I dag er det bare ikke altid nok at SKRIVE blogs – jeg kender det fra mig selv: en god Youtube-video om et emne, kan være guld værd med meget info på en hurtig og let måde.
Jeg har derfor selv eksperimenteret lidt med at lave videoblogs – altså små videoklip, der kan “akkompagnere” det allerede skrevne og/eller være “spydspids” for det, for mange finder rent faktisk min blog VIA et af mine klip på YouTube.
Derfor har jeg været ved at kikke på hvordan jeg forbedrer video lys og video lyd på mine optagelser og jeg har nu besluttet at “formalisere” mit setup lidt – og der har jeg fået en masse gode erfaringer, jeg gerne vil dele med dig her!
Mit nuværende setup er sådan, at en typisk video optages enten med digitalkamera eller med et HD videokamera. Man kan sige, at mit nuværende setup kendetegner udstyr der “kan filme familieferien og vise den på fjernsynet og brændes til DVD”. Man kan også sige, at jeg langt mere har behov for at filme direkte og målrettet til online brug – og det
Hvordan optager man video målrettet til onlinebrug på blogs og Youtube?
Hvis det bare er et hurtigt indslag hvor billed- og lydkvalitet er mindre vigtigt) med mit Canon G11 Powershot digitalkamera der hvor jeg lige er, uden hverken ekstra lys eller bedre mikrofon. Det er enormt nemt – knips og automatisk overføres filmen vha. mit EYE-fi SD kort via wifi – og så ryger det ind i iMovie på min MacPro.
Skal det være lidt bedre, filmer jeg med mit Sony HD videokamera med en knaphulsmikrofon men det redigeres stadig på min MacPro.
Herpå – uanset valg af de to metoder – ryger det så på YouTube og jeg lægger det eks. her på bloggen.
Som du kunne se forleden, har jeg været ved at se lidt på hvordan jeg kunne forbedre udseendet af videoklippene ved at lægge mere lys på og ved at skifte baggrunden ud med en såkaldt greenscreen.
Desværre er det meget mere tidskrævende, end det lyder og en af de “flaskehalse” jeg har, er fasen FRA videoen er optaget TIL den ligger på eks. YouTube eller min blog. Det er på en måde lidt som med babyer – det er sjovere at lave dem, end at have dem
Jeg synes det er supersjovt at LAVE videoklippene, men lige nu er situationen omkring redigering og publicering ikke god nok.
Det skyldes både noget rent praktisk med mit kamera og dels noget omkring de formater, der optages i.
Det “praktiske” er, at mit Sony kamera ikke kan være koblet til min computer, så længe det sidder på et stativ. Tripod stativet kræver jo at der sættes en lille “bund” på kameraet og det samme gør tilslutning til computeren, så som bare er et andet bundstykke med USB-udgang, så hver gang jeg skal henholdsvis optage og overføre optagelser, skal jeg bøvle med at afmontere den ene bund og montere den anden. Jeg har tidligere haft et Panasonic DVX-100 og det feeder bare signalet live ind i computeren via Firewire – ikke alt det pjat med montering af ting eller offline overførsel af data.
Det format-mæssige handler om hvilket fil-format, der optages i. Tager du mit Canon G11 kamera, så optager den direkte i det komprimerede format h.264 som derefter ikke kræver en masse encoding på iMovie og lign. Dvs. det er langt hurtigere at arbejde med. Desværre optager mit Sony HD-kamera i det såkaldte AVCHD format, som mit nuværende Final Cut Pro ikke kan arbejde med og som kræver en hulens tidskrævende export. Dvs. et klip på bare 5 minutter let kan tage både 20 og 30 minutter bare at klargøre og det har jeg dårligt tålmodighed til – og helt galt går det hvis jeg lægger eks. grafik ind, som kræver yderligere konvertering.
Problemet er ganske enkelt, at det er så omstændigt, at jeg ofte ikke gider – og det kan jo ikke nytte noget, at udstyret sætter grænser for hvad jeg har lyst til. Sådan virker det i hvert fald ikke i MIT liv
Jeg har derfor været ved at kikke på mulighederne for at forbedre mit workflow, så det dels er hurtigere at optage, hurtigere at overføre til computeren for redigering og så redigering og encoding er hurtigere.
Valget faldt ret hurtigt på dels at opgradere min nuværende Final Cut Pro til den nyeste version, så jeg kan arbejde dels med de filformater, mit Sony kamera har og dels fordi den nyeste FCP har en langt bedre og hurtigere export til eks. YouTube-formater, end min iMovie har nu. Dels faldt det også på, på sigt, at opgradere mit kamera til noget, der er mere målrettet videoblogging og jeg fandt ret hurtigt nogle meget spændende, semiprofessionelle videokameraer – specielt Panasonic HVX200 til omkring 15.000 kr. brugt – men det er lige nu helt uden for det budget, jeg vil acceptere, da videoblogging stadig er “ulønnet” del af min blog og derfor kan jeg dårligt forsvare at bruge så mange penge på det.
Canon EOS 5D mk2 til videooptagelser
Min uvidenskabelige men til gengæld praktisk mindede research har vist, at jeg har sovet i timen mht. kamera og ved et tilfælde, så jeg en dels tweets om, at en nylig sæsonafslutning af en amerikansk tv-serie, var filmet på et Canon EOS 5D MK2 digitalkamera.Det pirrede min nysgerrighed og jeg har nu undersøgt en hel del om det – og det virker ganske enkelt som om 5D’eren er skræddersyet til mit behov.
Den filmer i fantastisk høj kvalitet og har nogle af de ting, du forbinder med filmlook (såsom at man kan sløre baggrunden, så hovedmotivet er mere skarpt end baggrunden osv.), det er ultratransportabelt i forhold til et stort “pro-sumer” videokamera og det filmer direkte i h.264 formatet, så det uden import/konvertering kan redigeres direkte i eks. Final Cut Pro. Det betyder derfor at man spare tiden i begge ender – det skal hverken konverteres når det kommer IND eller encodes når det kommer ud!
Fordelen er også, at Canon 5D MK2′eren optager eks. direkte i 1080p (HD 1920 x 1080 16:9) format, hvilket i forhold til et traditionelt kamera betyder, at du kan glemme alt om PAL, NTSC osv. og dermed at du kan købe kameraet billigt i USA fordi du ikke skal tænke på tv-formater, som “i gamle dage”.
Hertil kommer at det også tager de mest fantastiske stillbilleder og derfor slår 2 fluer med et smæk – og så kan du udvide arsenalet af linser / objektiver løbende, som din pengepung tillader det fordi det jo er et helt alm. fullframe SLR kamera!
Til gengæld kan det – modsat et rigtigt videokamera – vist ikke feede livesignal ud og det betyder, at jeg ikke kan lave LIVE udsendelser på uStream.com, som jeg er i gang med at forberede, men altså – jeg har heller ikke behov for at det ER live – det kan fint “sendes” når det er filmet og redigeret – om folk ser det før eller efter liveoptagelsen, er jo i mit tilfælde ligegyldigt.
Jeg har derfor besluttet at finde en måde at få råd til en EOS5D på – nu er alt jo relativt men det kan findes til fornuftige priser på eBay i USA fordi digitalkameraer bare er hammerbillige derovre i forhold til her. En mulighed kunne også meget vel være at lease det – det har jeg tidligere gjort med andet udstyr og det er en fin løsning på mange punkter fordi man så ikke brænder så stort hul i sit dankort ved købet og omvendt får nogle gode fradrag, i hvert fald hvis man er momsregistreret.
Opgradering af Final Cut Pro Studio
I samme ombæring vil jeg også opdater min “redigerings-suite” – for nogle år siden købte jeg den fulde Final Cut Pro Studio pakke til omkring 8-10.000 kr. Desværre kom jeg aldrig rigtig i gang med at bruge den og på det tidspunkt virkede den lidt som overkill for mig, da iMovie er langt mere “plug and play”. Da jeg for 2 år siden købte mit nuværende Sony AVCHD-videokamera, var det “dødsstødet” til Final Cut Pro, da den ikke kunne arbejde med AVCHD-formatet uden en – på det tidspunkt – dyr opdatering. Derfor valgte jeg at skrotte Final Cut Pro og bare bruge iMovie.
Nu er opdateringsprisen så på et fornuftig leje i dag og da den nye Final Cut Pro både kan arbejde med de filer, jeg får fra Sony-kameraet OG mit kommende Canon EOS 5D mk2 i native h.264 format, har jeg i dag bestilt opdateringen til den nyeste Final Cut Pro – så kan jeg nå at lære at bruge selve Final Cut Pro lidt bedre inden der bliver råd til kameraet. I sådan nogle tilfælder bruger jeg i øvrigt tit selv www.Lynda.com som er online træning der bare virker.
MacBook Pro til videoredigering
Sidst, men ikke mindst, vil jeg også lige skrive kort om selve computer-situationen. I mit lydstudie har jeg 4 Mac computere:
- En MacMini, som jeg bruger som “kontorcomputer” og skriver eks. det her på
- En MacPro, som jeg bruger til mit lydindspilning når jeg har studiekunder (jeg bruger eks. Digidesign ProTools HD8)
- En iMac og en MacBook Pro, som jeg (sorry!) kun bruger til at vise sangtekster for kunderne i de to sangrum (I know, det er overkill, men det er “desværre” løsningen)
Min Macbook Pro er den nyeste topmodel i 13″ – dvs. med mere ram og hurtigere CPU en den almindelige og det har faktisk vist sig at den er forbavsende hurtig som “arbejdshest”. Derfor har jeg valgt at inddrage dén til at være “tv-studie”, forstået på dén måde, at den bliver Final Cut Pro værten, så dels ikke skal til at dele min MacMini kontorcomputer eller MacPro lydstudiecomputer med Final Cut redigering. Det er rart at have tingene adskilt, så man ikke “forurener” de forskellige computere med al muligt.
Hertil kommer naturligvis også fordelen af at jeg kan have den med mig og at både optagelse og redigering ikke er bundet til der, hvor de stationære computere står nu.
Jeg glæder mig rigtig meget til at komme i gang med det og føler at videoblogging i kombination med mine skrevne artikler, er det helt rigtige for mig – nogle gange er det ganske rart at kunne knytte en kommentar og ikke mindst noget kropssprog og glimt i øjet til det, man skriver – mange gider heller ikke læse så lange indlæg men vil hellere se en “wam bam, just the facts, mam”-video på 2 minutter – er du nået hertil, er du en udsøgt men lille del af menneskeheden
Pingback: Tweets that mention Video til online brug | kamera, lys, lyd, software, optagelse og redigering -- Topsy.com
Pingback: Digitalkamera | hvordan vælger man det rigtige digitalkamera?
Pingback: Blogging | behind the scenes | sådan laves KennethLund.dk
Pingback: Photoshop.dk | Anbefaling af kamera og video webshop
Pingback: Video online | hvordan får jeg min arbejdsproces gjort hurtigere?