kenneth wedmore lund

Sådan opstod min interesse for fotografering og kameraer

Decrease Font Size Increase Font Size Text Size Print This Page

Helt fra jeg var dreng, har jeg været interesseret i elektronik – dengang var det fuldstændigt vildt, at jeg fik en Texas TI66 lommeregner, som formentlig den første på hele skolen.

Op gennem 1980erne begyndte jeg at læse mange blade om computere, købte selv en Commodore 64 og var og meget interesseret i synthsizere og fotoudstyr.

Specielt kan jeg huske at jeg var meget tiltrukket af fotoudstyr – ikke så meget selve fotograferingen – og læste rigtig mange brochurer og kataloger.

Dengang var det hele jo analogt – man fotograferede på film – og jeg husker stadig da jeg begyndte at kunne læse om autofokus. Det var – dengang – helt vildt, at kameraet kunne stille skarpt selv!

Sideløbende med min interesse for udstyret, fotograferede jeg også meget, men med betydeligt dårligere udstyr end jeg læste om.

Jeg havde bare et lille plastiskkamera fra Kodak som “spiste” almindelige filmruller, der blev sendt til fremkaldelse.

En overgang kan jeg huske at vi brugte noget, der vist hed ColourBird – en form for postordrefirma, hvor man sendte sin film ind til fremkaldelse og nogle uger senere fik billederne tilbage på papir inkl. en ny filmrulle.

Dengang sad man sammen og så fotos og gemte dem i flotte albums på reolen.

I 1990 flyttede jeg hjemmefra og købte året efter bla. mit første spejlreflekskamera. Som jeg husker det, var det et Canon Eos 1000 og det var HELT VILDT!

Jeg fik pludselig mulighed for at zoome, bruge flash, ændre lukketid og blænde og alle mulige andre ting, som jeg slet ikke kunne på min gamle point-and-shoot Kodak.

Min interesse tog fart og jeg meldte mig i en periode ind i en fotoklub.

Så har jeg af flere årsager lidt et “sort hul” på en 10 års tid, hvor min fotointeresse overskygges af at jeg bygger mit eget lydstudie, bliver skolelærer, bliver gift og får børn og til sidst starter som selvstændig erhvervsdrivende i 2001.

I forbindelse med at jeg i 2002 indgår et samarbejde med en fotograf om at han kan fotografere mine lydstudiekunder, tager min interesse for alvor fat igen og jeg købte først det vildeste digitale lommekamera man kunne – inkl. et 1gb microdrive, som var sådan en lille harddisk.

Dét var vildt – for det første tog det (målt dengang) rigtig gode fotos og for det andet betød det overgang fra papirfotos til at have billederne på computeren. Det fik min fotografering til at “eksplodere” og jeg tog rigtig mange fotos fordi det var så fedt at man med det samme kunne se (og vise andre dem) på computeren.

I 2004 kom det første digitale spejlreflekskamera fra Nikon, som kunne købes for “menneskepenge”: Nikon D70.

Jeg så det i brug et par gange, idet min kammerat købte et – og de fotos han tog af vores lydstudiekunder, var bare helt kanon, så en fredag eftermiddag startede jeg weekenden med at gå ned og bruge 14.000 kr. på mit første dSLR med hele pivetøjet……. blitz, taske, stativ osv.

I 2006/2007 opgraderede jeg til det mere professionelle Nikon D2x og i 2010 til Nikon D3s, som var mit første fullframe dSLR.

I mellemtiden har jeg også købt andre, mindre kameraer til specielle lejligheder – eks. det nye Nikon D5100 som jeg filmer med (bare vent til du ser næste Living Smart TV, hvor halvdelen af klippene er lavet på D5100 – du taber kæben……!) men også et mindre men stadig høj kvalitet point and shoot-lommekamera i form af et Canon G11.

Senere i dag starter vi optagelserne til Kickstart Dit Kamera DVD-serien, hvor jeg vil hjælpe nye ejere af digitalkameraer samt begyndere og hobbyfotografer godt i gang på bedste “living smart”-måde.

  • Kickstart Dit Kamera handler om selve fotogrejet og udstyret – hvad skal man købe, hvilke typer objektiver bruger man til hvad, hvorfor er det vigtigt at have en speciel type stativ og taske osv.
  • Kickstart Dit Kamera handler om selve fotograferingen – hvordan tager vi de bedste billeder, hvilke teknikker bruger man, hvordan fungerer de forskellige programmer på kameraerne, hvad er forskellen på portræt/landskab/sport/macro indstillingerne osv.
  • Kickstart Dit Kamera handler om alt efter kortet pilles ud af kameraet – hvordan får man billederne ind på computeren, hvilke slags software bruger man og til hvad, hvordan redigerer man sine billeder og hvordan deler man dem med andre online

Senere på året kommer der 4 DVD’er mere hvor jeg går i dybden med de 4 hovedtemaer inden for fotografering:

  1. Portrætfotografering – herunder hvordan man sætter et lille hjemmestudie op
  2. Fotografering af landskaber – herunder det specielle udstyr og software man ofte bruger
  3. Sportsfotografering – herunder både om teknik men også lidt praksis om hvordan man får tilladelser til sportsbegivenhederne
  4. Macrofotografering – specielt udstyr og billedbehandling
  5. [Mulig senere] Bryllupsfotografering – både om teknik, udstyr og billedbehandling med også om hvordan hele forretningsdelen af det fungerer
  6. [Mulig senere] Produktfotografering – også her både om udstyr, teknik og billedbehandling samt om hvordan du laver en forretning ud af det