Erfaringer fra 2 uger med hjemmelavede smoothies og juice

Sådan ser vores køkkenbord ud nu - prøv at tænke alene hvilke gode signaler det sender til vores datter!
Jeg arbejder meget og har brug for meget energi – og samtidig vil jeg også gerne være god ved mig selv ved både at spise sundt men heller ikke leve i “mad-cølibat”.
Alkohol, rygning og lign. laster er ikke i mit liv men kaffe og pizza har fyldt en del. Derfor tog jeg for ca. 2 måneders tid siden et valg: jeg ville tilpasse min kost, så jeg kunne tabe mig lidt, få mere energi og belaste kroppen mindre.
Vi har i mange år valgt økologiske varer, når muligheden var der, men jeg har også spist meget sukker og fedt. Mit første step var derfor at skære ned på sukker og fedt. Primært ved ikke at spise slik og det jeg vil taksere som unødvendig junkfood. En pizza om ugen er okay, men så heller ikke ret meget mere.
For to uger siden gik jeg i gang med at lave smoothies og friskpresset juice og det ser ud til i den grad at have sat skub i nogle ting – prøv at se her!
Som min mor skrev på Facebook: “hvem skulle have troet at du helt frivilligt vil indtage selleri, grønkål, rødbede osv
”
Jeg havde en smoothie-blender af mellemgod kvalitet, som jeg købte for 5-6 år siden men som bare var havnet bagerst i skabet. Både min datter og jeg er helt vild med smoothies og køber dem tit rundt omkring. Derfor tænkte jeg at det kunne være en ide at finde blenderen frem igen og lave nogle sunde af slagsen.
Ret hurtigt fik jeg hjælp af en af mine gode venner, som til dagligt arbejder med kosttilskud. Hun foreslog mig at blande lidt proteinpulver og sunde olier i, samt skifte mælk og købejuice ud med soyamælk.
Efter en uge sker der det, at nogle frosne jordbær smadrer min blender. Knivene led overbelastning, røg løs og blev “skudt” rundt i glaskanden, så den smadrede. Der tog jeg et valg, som skulle vise sig at være meget vigtigt!
Frem for at købe en ny, halvgod blender, valgte jeg at se en masse tests af blendere på eks. YouTube og kunne ret hurtigt se, at der var specielt to halvprofessionelle blendere, som folk skrev om: BlendTec og VitaMix. BlendTec er bla. kendt fra deres sjove videoer, hvor de blender gadgets i deres “Will it blend”-serie. Eks. har de blendet en iPhone
Selvom den kostede 4 gange så meget som eks. en – formentlig okay – Philips blender i Bilka, valgte jeg at bestille den og sikke en forskel. Jeg skal nok blogge lidt mere konkret om blenderen, men jeg må sige at det var et stort skridt frem. Det lyder banalt, men den BLENDER rent faktisk det, man putter i. Den gamle hakkede det…… der er stor forskel og den nye laver det virkelig lækkert og “smooth” som det skal være.
En uge senere købte jeg også en juicemaskine så vi selv kan lave friskpresset juice. Her valgte jeg dog “bare” en Philips-model fra Bilka, men den har nu så vist også vundet de tests, den skulle
Som med blenderen, skal jeg også nok blogge lidt om juicepresseren!
Jeg startede med at lave de lækreste jordbær-banan-smoothies men efter en uges tid blev jeg mere og mere modig og har også lavet “grønne smoothies” med spinat og selleri – det krævede lidt mere mod, men efter en uges tid med de grønne og sindssygt sunde smoothies og juicer, kan jeg dårligt forestille mig at leve uden.
I går spiste jeg følgende i mine smoothies: selleri, kiwi, 2 hele avocadoer, nødder, mandler, spinat, ananas, salat, 3 bananer, 6 æbler, , 6 appelsiner, ingefær og rødbeder + hertil diverse sunde ting som omega 3 og 6 fedtsyrer, kokosfedt, proteinpulver og lign. Jeg ved ikke med dig, men det ville jeg normalt ikke have indtaget på et helt ÅR før i tiden.
Anyway, nu ville jeg her egentlig blot prøve at give et indtryk af de ting, jeg har oplevet på de to uger. Nogle oplever ingenting. Nogle beretter om hurtigt at få influenza-lignende symptomer fordi kroppen benytter chancen til at rense ud. Nogle oplever mindre sukker- og sliktrang osv.
Jeg har døjet utrolig meget med migræne – på en typisk uge har jeg de sidste par år haft migræne 1- 2 gange og det er taget til inden for det sidste halve år. Det er nået til et punkt hvor jeg ikke synes det er okay bare at fylde medicin på, for at tage smerterne, men går nu målrettet efter at finde årsagen og løse den.
Migræne opleves jo meget forskelligt – jeg har den slags, hvor jeg bliver meget lysfølsom og træt i hovedet. Min migræne kan eks. trigges af hvis jeg uheldigvis rammes af en skarpt lys fra billygter eller en pludselig reflektion af sol fra et vindue eller lign.
En af de første ting jeg har oplevet i de her to uger, er at jeg er betydelig mindre lysfølsom og jeg har ikke haft migræne en eneste gang, ud over i nat, hvor jeg havde lidt “optræk” til det. Statistisk set ville jeg have haft migræne 4-5 gange på de to uger………
Hertil kommer, at jeg den sidste uge bare har sovet – lad mig nu sige det lige ud – pisse godt. Jeg er bare udhvilet og frisk om morgen og det er virkelig et skridt frem. Jeg har i mange år let kunnet vågne om morgen, men har været total smadret. Tit har jeg tænkt “kan det virkelig passe – kan det virkelig være meningen at man skal være så træt, når man vågner?” men nu sover jeg som en sten!
I samme boldgade har jeg modsat også været meget tidlig træt om aftenen. Kl. 20 er jeg faktisk så træt i hovedet, at jeg kan gå i seng. Det har jeg bare forbundet med at jeg var A-menneske og derfor var tidlig træt. Nu oplever jeg at sidde oppe til både kl. 22 og 23 uden at føle trætheden i hovedet. Jeg falder omgående i søvn, når jeg går i seng, men det har jeg nu altid gjort. Jeg er bare ikke “smadret” i hovedet kl. 20.
Mit blodsukker er klart mere stabilt – jeg har ikke længere trang til søde ting, slik og kager osv. eller den der “ah jeg skal have noget i munden!”-fornemmelse. Tidligere kunne jeg rende og spise slik og kager hele tiden i løbet af dagen. Nu er jeg ikke bare motiveret til at overhøre det – jeg har ganske enkelt ikke trangen.
Det har så medført at jeg er mere glad og tålmodig – hvilket jeg jo kan se starter en god spiral, for det smitter af på omgivelserne. Om det er fordi jeg sover bedre eller fordi mit blodsukker ikke suser op og ned, ved jeg ikke – formentlig en kombination af begge dele.
Min mave er også bedre – mindre oppustet, min fordøjelse kører bedre, mindre rumlen i maven og en bedre fornemmelse.
Jeg har hidtil drukket meget kaffe – to store krus til morgenmad, et par krus mere i løbet af formiddagen og et eller to mere om eftermiddagen. Nok i snit en liter om dagen. Uden at ville være fanatisk om det, har jeg bare ikke haft den store lyst til kaffe de sidste dage. Den anden dag løb jeg tør for kaffe og overvejede meget om jeg bare skulle lade være med at købe noget nyt. Jeg har simpelthen ikke haft særlig meget lyst til det.
Sidst – men måske vigtigst af alt – smitter det utrolig meget af på familien. Vores datter, Mille på 9, er vild med smoothies og frisk juice. Selvfølgelig er hun det – hun ser de lækre banan-jordbær-smoothies som slik og synes det er vildt at hun må få det til morgenmad! Pip tænker på at lave vores egen børnemos til Milo, som vi venter til juli. For ingen af os er det hverken en besættelse eller fanatisk og for mit eget vedkommende er det bare lysten til det sunde, der er kommet mere frem. Når jeg ser fodbold i tv, har jeg tit en pose chips og en sodavand med. Den anden dag fandt jeg godt nok en dåse chips frem, men det var mest sådan lidt….. pga. traditionen eller vanen. Jeg spiste lidt af dem og havde så ikke rigtig lyst til mere. Sodavanden droppede jeg helt.
Det har sat en masse i gang og selvom vi har levet med tanke på det sunde i flere år, er det her virkelig blevet en milepæl!
Ps. Jeg kan se på mange andre blogs, at folk er lidt tilbageholdende overfor om det nu ikke er frygtelig dyrt at leve sundt – eks. fordi økologisk er dyrere end de konventionelle varer. Jeg synes man skal se det i det store billede: ja, isoleret set er eks. økologiske appelsiner dyrere end sprøjtede appelsiner. Men alene det at vi drikker dem friskpresset eller i smoothies, gør at vi bruger færre penge på junkfood og sukker – og derfor tror jeg i det samlede billede at det er billigere målt i kroner og ører, at leve sundt ……. og i sidste ende……. hvis jeg kan blive mere overskuds-agtig som forælder, bedre fokuseret når jeg arbejder, gladere og mere frisk, så er der ingen pris, der kan være for dyr!
Filed in: Kickstart Din Fitness







Pingback: Anmeldelse af juicemaskine og saftpresser Philips HR1861 og HR1865 Juicer - Kenneth WedMore Lund
Pingback: Anmeldelse af BlendTec Home blender – fantastisk smoothie blender !!! - Kenneth WedMore Lund
Pingback: Erfaringer fra en sukkerfri måned med smoothies og løbeture - Kenneth WedMore Lund
Pingback: Grund-opskrift på super smoothies – mine hemmelige ingredienser - Kenneth WedMore Lund
Pingback: Visionboard | sådan identificerer og når du dine livsmål