computerundervisning for ældre

Tør jeg spare 4.000 kr. på at skifte kabel-tv ud med gratis digital-tv ?

6. august 201028 Comments

Hvordan ser man gratis tv på computeren?

Glæden var stor i de danske hjem, den dag i 2009, hvor vi fik digital-tv – vi gik personligt fra et ret “uldent” analog-signal fra vores lille, lokale antenneforening, til at få digitalt signal fra YouSee via vores antenneforening samt en smart set top box, der kan starte udsendelserne forfra og lign. tricks.

Siden har jeg skrevet mange indlæg om at bruge eks. Elgato EYE-tv til MacMini som mediecenter og jeg synes det er tid til at begynde at se på, om den “gratis” EYE-tv løsning med de gratis DTV-kanaler, vi har, er nok til at vi kan spare 4.000 kr. om året ved at droppe vores kabeltv. Men ….. jeg er ganske i enkelt i tvivl om, om jeg tør:

Kan man undvære kabel-tv?

Bare lige for at få begreberne på plads – når jeg i følgende skriver om “elgato” eller “eye-tv” så mener jeg den løsning hvor jeg kun har de DTV-kanaler vi alle kan trække gratis ud af luften. Som jeg oplever det, er det – for de fleste – dr, dr hd, dr2, tv2 og lign. nationale kanaler.

Når jeg snakker om YouSee, så har vi ikke nogen ekstra pakker (mig bekendt) men bare de “normale” ekstra-kanaler ud over de gratis, såsom tv3, tv2 news og lign.

Siden november sidste år, har jeg kørt de to løsninger parallelt sådan her:

  1. Mit stue-tv (et 60″ LG 60ps8000) får signal fra YouSee settop boks hvor vi har en af de vist mest typiske pakker uden så meget fance, men dog eks. tv3 og lign.
  2. På samme tv kører jeg også med mit MacMini mediecenter som med Elgato EYE-tv tager alle de gratis kanaler.

Jeg ville kunne spare ca. 3.000 om året på selve tv-abonnementet / tilslutningen hos vores antenneforening og YouSee samt 80 kr. om måneden til leje af YouSee-boksen. Dvs. i omegnen af 4.000 kr. Hertil kommer den almindelige licens, så, men det er jo det samme uanset hvilken løsning man så vælger.

Som butiksansat betyder det, at de første 2 hele arbejdsuger om året går til alene at dække dén udgift. Hvis man vil se det i dét perspektiv.

Eye-tv har jeg, men den koster én gang knap 1.000 kr. plus en computer, så hvis man har det i forvejen, lyder det til at være en dejlig besparelse.

I daglig brug oplever jeg, at der er stor brugsmæssig forskel på de to løsninger

Forskellen er faktisk meget større, end man lige tror. Der er nemlig ikke bare tale om to forskellige PRODUKTER, men to forskellige FILOSOFIER.

Et tv er en skræddersyet løsning til at se fjernsyn på, der kun skal gøre én ting – dvs. brugsmæssigt er det meget simpelt og du kan begrænse muligheder, så det bliver meget brugervenligt. Nogle synes det mangler muligheder.

En computers filosofi er, at den OGSÅ kan bruges til tv – sammen med alle mulige andre ting som gør den meget fleksibel. Eks. kan man let og automatisk optage playlister, som bare optager alle udsendelser med et givent keyword (såsom “tour de france”) så man ikke skal huske at programmere den. Nogle synes det er for nørdet.

De seneste år har de forsøgt at overlappe hinanden – tv-producenterne, vil gerne trække “computerdelen” ind på deres tv (se bare Sony og Google TV nu) og modsat vil computerfolkene gerne trække “fjernsynsdelen” inde på computerne.

Begge dele er faktisk ikke optimale – i bedste fald er de nørdede og svært tilgængelige når man SAMMENLIGNER med kernefunktionen. Et tv “gør” tv-funktionen bedre end en computer, mens en computer gør “computertingene” bedre end tv’et.

I praksis giver det sig til kende ved at (groft sagt) et mediecenter kan meget mere men også er mindre brugervenligt. Du og jeg, som gadget-interesserede, kan sagtens finde ud af det – ja, vi synes måske endda det er sjovt at udforske mulighederne, men det ville kræve en del guidning før resten af familien KUNNE bruge det og det er spørgsmålet om, hvorvidt de overhovedet VILLE bruge det. Det er bare så meget lettere at tage én tv-fjernbetjening og trykke 5 for at starte tv2 med ét klik.

Ikke noget der skal bootes op, ingen keyboards og mus der skal findes frem. Ingen programmer der skal startes. Ingenting der skal maximeres til fuld skærm. Ingen vinduer der skal fjernes for ikke at overlappe. Ingen mail der skal lukkes ned for ikke at “bimle” midt i en film osv.

Mit tv-behov er forsvindende lille, men har et “vejbump”

Jeg ser næsten ikke tv. Jeg gider ikke spilde tid på 95% af de “prime time” udsendelser der er og bruger stort set kun tv til Tour De France og Champions League fodbold. Touren sendes jo gratis på TV2 men til gengæld er Champions League fodboldkampene kun tilgængelige på tv3+ og dér kommer så problem nr.1, for hvis jeg dropper kabeltv, hvordan skulle jeg så kunne se Champions League-kampene? Måske med en parabol og et kort til viasat eller lign., men så er vi alligevel ude i en betalingsløsning der nærmer sig vores nuværende antenneforening / YouSee.

På den ene måde kan man derfor sige, at det lige nu koster mig 4.000 kr. om året at se Champions League fordi det – for mit vedkommende – er kanaludbuddet, der fastholder mig, som kunde (på trods af mit forsvindende lille tv-behov).

På den anden side er vi også andre i husstanden – og jeg tror at min datter synes det er lige så let at se tv på hendes iMac som på det fjernsyn hun også har – men jeg er sikker på at min kone ville miste “gejsten” for at se tv, hvis det kun kunne foregå via mediecenteret, selvom det er en flot MacMini.

I sidste ende handler det om den samlede løsning. Kanaludbud, pris, teknisk løsning og brugervenlighed – og for nuværende tror jeg ganske enkelt at “prisen” for at spare de 4.000 kr. på kabel-tv, ville være, at vi lige så stille helt ville glide væk fra at se tv, ganske enkelt fordi det bliver for bøvlet!

Hvad tænker DU? Hvordan ville din familie reagere, hvis du foretog et sådan skifte?

Filed in: ComputerLyd & TV
Tagged with:

  • Rene

    TV-kanal udbuddet har været et meget diskuteret emne det sidste stykke tid. Det er simpelthen blevet monsterdyrt at se TV – specielt for os med parabol der ikke har mulighed for YouSee kabel-tv (som faktisk er noget af det billigste).

    Problemet i vores familie er at konen vil se nogen bestemte kanaler (tv3, zulu, kanal5 og bbc entertainment). Alene disse 4 kanaler gør at jeg bliver nødt til at have abonnement på både Viasat og Canal Digital = DYRT. Jeg arbejder pt. på at få hende til at droppe tv3 så vi kan droppe Viasat og få den allermindste Boxer-pakke ind istedet (de har Tv2 Sport) men det er sgu ikke en let sag.

    Generelt har jeg på fornemmelsen at de gør det besværligt for os tv-kunder med vilje. De ved udmærket godt hvilke kanaler folk ser mest og de bliver sjovt nok fordelt mellem de 2 store på parabolmarkedet. Hvis jeg kunne….ville jeg helt klart skifte til YouSee’s store pakke der har de kanaler vi ser…og til en noget billigere månedspris. Men kabel-tv er ikke muligt der hvor vi bor desværre.

    Alternativt kunne man begynde at kigge på Dreambox-muligheden – men det kræver indsigt i Linux og er ikke decideret lovligt. (Men om ikke andet, kan man da bruge 4-5 stk Dreambox internt i huset og spare multirums-abonnement osv.). Det en tricky verden det med tv-kanaler…:)

  • http://www.jacobnoergaard.dk Jacob Nørgaard

    Jeg er for tiden kun mig selv, så her er valget let. Jeg har droppet tv. Har ikke haft tv siden 2006. Fandt ud af jeg aldrig så det og da jeg så flyttede fra min eks, valgte jeg at droppe det. Det kan spare en for mange penge. F.eks. ville det i min lejlighed koste 800 kr. bare at få åbnet for kabel-tv, plus så mindst 3000 om året for den lille pakke (plus licens).

    Det er ikke muligt at modtage analogt signal – heller ikke før det blev lukket – og det digitale kan ej heller modtages her, pga. bygningernes placering, så kabel-tv ville være eneste mulighed for mig.

    TV via internet kan jeg heller ikke, da min nuværende VDSL2 forbindelse ikke tillader at jeg også har tv.

    Jeg savner det aldrig og om ikke andet så er det da en icebreaker: “Har du ingen tv-kanaler!?!?!??!” :-)

  • Morten_P

    Jeg har ikke haft andet en ‘gratis-kanalerne’ de seneste 5-6 år, hvor jeg flyttede til et hus der ikke har kabel TV. I starten var det lidt surt at der kun var 4-5 kanaler at zappe igennem, og der var sjældent noget der var værd at se når jeg ville se TV. Alt dette ændredes da jeg købte en HDD recorder, og blev endnu bedre da jeg i forbindelse med skiftet til digitalt TV skiftede denne ud med en media center PC. Jeg har nu kun DR, DR-DH, TV2, DR2, DR-K og DR Ramasjang. Og det er akt rigeligt. Media center PCen er programmeret til at optage de faste udsendelser jeg følger med i (Venner, Spise med Price osv.), og hver søndag kigger jeg lige næste uges TV igennem på EPG og sætter evt. film og lign. til optagelse. Når jeg så engang imellem vil se TV går jeg direkte til “Optaget TV”. Med andre ord ser jeg kun TV jeg er interesseret i, og ikke noget af alt det crap man ellers ser “…fordi der ikke var andet”.

    Kenneth – Go for it!

    :-) Morten

  • Henrik T.

    Jeg ser også MEGET lidt TV . . . .men resten af familien ser lidt mere. Vi har kun de kanaler man kan se med egen antenne og MPEG2 + 4 DVB-T. ALT rigeligt.

    Det med licensen ?. . . .ja nu hedder det vel medielicens og skal betales bare man ejer en mobiltelefon :(

  • http://www.jacobnoergaard.dk Jacob Nørgaard

    @Henrik

    Ah, du skal have en enhed der er i stand til at rent faktisk vise noget af det licensfinansierede DR laver. Der findes mobiltelefoner der ikke kan det, og så kan man faktisk godt slippe. Du kan også slippe, hvis du f.eks. har en internetforbindelse, men ingen PC!

    Der er f.eks. et par stykker jeg kender, som blot har en Microsoft Xbox 360 og en internetforbindelse, men ingen computer. De har fået at vide, at de kan slippe for licens, da de reelt set ikke har et stykke hardware der kan benytte DRs tjenester.

    Det svarer lidt til at man i gamle dage havde en antenne, men intet tv. Så skulle du jo heller ikke betale licens.

  • http://kim.malchau.dk Kim Malchau

    Vi har Yousees mellempakke, den dækker fint vores behov. Derudover har jeg “verdens dyreste Apple TV” (købet af den har kostet mig en halv ny stue – længere historie), Så dele af det Morten_P gør kan jeg gøre med min Apple TV, altså hente DRs egenproduktioner som podcast (jeg kan ikke optage tv programmer). Vi ser ikke meget TV, det er primært DR1 mellem kl. 17 og 17.30 eller 17.30 og 18 (afhængigt af hvornår vi spiser) og i mange år har vi ikke haft mulighed for at optage TV programmer, da videoen (ja, sådan en VHS-ting fra gamle dage) har været gemt af vejen ganske længe. Og vi har ikke savnet muligheden for at optage.

    Jeg tror, Kenneth, at du vil savne Premier League så meget at du hellere vil lægge de 4.000 end irriteres over ikke at kunne se fodbold. Leg dog videre med tanken, men vent med at opsige abonnementet.

  • Henrik T.

    @Jacob : Okay, der er altså visse smutveje :D . . . . men en Xbox uden TV er nok lidt kedelig . . .hehe

  • http://www.edtwodth.dk edtwodth

    Har taget springet og stoppede med kabeltv den 1. august. Og indtil nu er det ikke savnet.

    Har dog også omkring 25 sæsoner af tv-serier liggende som digitale kopier. Og med Plex og Mac mini er det simpelthen en fornøjelse :D

    - edtwodth.dk
    - twitter: @edtwodth

  • Irma Nezirevic

    Man kan da se champions league online…så vidt jeg kan huske så var der mulighed for det via uefa’s hjemmeside – kostede omkring 40kr pr.kamp.

    og så er der selvfølgeligt soapcast og tvu streaming :-)

    jeg har kabel-tv via yousee men hvis jeg opsagde den. Ville jeg så have adgang til de gratis kanaler via kablet eller skal der en antenne på? Hvis der skal en antenne til så er dette ikke en mulighed for mig, da der absolut ingen signal er hvor jeg bor—havde købt en suteantenne men den blev leveret tilbage :-)

  • Jonas

    Tja, jeg ville for intet undvære den store pakke ved Yousee:)
    Jeg ser en del programmer, og optager også en del. Jeg har en Mac Mini (som en del andre) koblet sammen med en Elgato Hybrid. Og med EyeTV app’en på min Ny-indkøbte iPhone 4 er dette et lækkert setup hvor man ude af huset både kan se, og sætte den til at optage hjemme i stuen. Men for at komme tilbage til topic, så kunne jeg ikke nøjes med “gratiskanalerne” gennem Elgato’s tv-tuner.

  • Morten D

    Vi har bare de gratis digitale tv signaler. Rigeligt.

    Interessante programmer optages på imac med eyetv og havner automatisk på AppleTV der også bruges til at leje film på iTunes.

    Endelig suppleres der med DVD eller downloaded film der via Handshake havner på AppleTV. Jeg har prøvet at hacke AppleTV men der var for mange indstillinger at rode med, så det droppede jeg igen.

    Mht til bruger venlighed er både AppleTV og Eyetv eminente. Det eneste jeg savner er faktisk at kunne køre Eyetv via AppleTV. Knalde elgatoen i USB’en og så køre med samme nemme menu.

  • Christian

    Nu bliver jeg i tvivl – køber man elgato eyetv, kan man så ikke se fx tv3 via den, hvis man nu har normal antenneforening? Derhjemme prøver jeg nemlig at overtale farmand om at skifte vores harddiskoptager ud med en macmini med elgato, men kan man ikke se antennekanaler via dén er det jo ikke en løsning.. :)

  • http://www.jacobnoergaard.dk Jacob Nørgaard

    @Henrik

    Så har man bare en 24″ monitor, så er en Xbox pludselig ikke så kedelig :-)

  • Henrik T.

    @Jacob : Dèt dur ;)

  • Kim Kristiansen

    Jeg er selv lidt af en TV-junkie, og i foråret prøvede jeg faktisk at miste alle mine kanaler (jeg havde haft den store pakke fra Yousee gratis i over et år. Det fandt de åbenbart ud af, og lukkede for det). Da jeg så tilmeldte mig, gik der et par måneder før signalet kom tilbage og nogle gange var det lidt en befrielse – man fik gjort nogle ting, for nu havde man ikke TV’et som overspringsgandling, andre gange savnede jeg godt nok det der med lige at komme hjem fra skole eller arbejde og smide sig på sofaen foran fjernsynet.
    Så alt i alt er jeg nok glad for at have mine TV-kanaler, men den største overraskelse var nok at jeg et eller andet sted nok godt kan klare med DRs kanaler..

    @Christian
    Med en Elgato Eye-TV Hybrid kan du, den sættes bare i antennestikket. De andre får signalet fra luften.

  • Kenneth WedMore Lund

    Hmmmm jeg snakkede lige med en fyr i Humac i dag, som mente at man kunne se tv3+ online ved at købe et abonnement a la Sputnik.

    Er der nogen der evt. kan af- eller bekræfte dét ?

  • Mogens Christensen

    Jeg har den store pakke fra Yousee, og en HD boks.
    Jeg ville aldrig undvære de 16 HD kanaler jeg kan tage, programoversigten, optagefunktionen, startforfra hvor man kan starte en igangværende udsendelse fra starten af, TV-arkiv hvor jeg kan se gamle udsendelser fra DR.

  • EsbenV

    @Kenneth

    kunne det være http://viasatondemand.dk/ han mente.
    Der kan du ihvertfald se CL bold.
    Man kan også se

    Der er også Yousee webtv, men det kræver at man har yousee bredbånd (og de har hvis heller ikke 3+ men kun tv3)

  • Morten Borg

    Interessant emne, jeg har selv for nylig bestilt nedgradering fra YouSee fuldpakke til grundpakke da jeg aldrig så de andre kanaler. Men nu fremstår det blot endnu mere tåbeligt at man betaler 160 for kanaler der i praksis er gratis… Så overvejer også muligheder – dog nok mere i retning af at have antenne og modtager boks ved hvert TV frem for at bruge computer.

  • Kasper

    Er der nogen der har erfaringer med elgato eye-tv på Windows

  • Henrik T.

    Det er ret interessant at læse om folk der ‘får øjnene op’. Som sagt ser jeg selv meget lidt TV. Men jeg respekterer da andre, som bruger måske 600,-/md incl. licens på at se TV – hvis behovet er dér.
    Men også godt lige at stoppe op og overveje synes jeg.

  • bleze

    Det er dyrt at have kone og børn. Hvis jeg havde været alene havde Viasat og Canal Digital én kunde mindre og jeg havde 13500 kr. mere til gadgets om året ;)

    Jeg er tilhænger af afskaffelse af licens.

    Jeg er tilhænger af TV rigtigt digitaliseres så jeg i princippet kun betaler for de programmer jeg ser og ikke alt det andet. Det er jo sindsygt at man betaler for muligheden for at se en kanal eller teorien om at man kunne surfe ind på DR’s hjemmeside (hey login teknologi er opfundet). Ja klart at enkelt programmer ville blive meget dyrere men på den anden side ville alle lorte programmerne hurtigt forsvinde.

  • http://bonest.dk Henrik Gregersen

    Kenneth, du kan ikke undvære CL. Jeg ved ikke hvor mange gange vi har siddet i chatten og snakket mens du ser CL, og det er jeg ret sikker på du ikke vil undvære.

    Men omvendt hvis du on demand kan få en kamp, så er det værd at overveje, men KUN hvis du kan se det på stue alteret.

    Hvis du skal starte din mac mini browser for at se det så bliver du vildt træt af det, som du selv skriver tryk 5 og du ser tv2, ikke start mini mac, åben safari, log på viaskvat-online.com. Skaller full screen. Genstart safari når browseren går kold fordi man bruger flash. osv osv.

    Jeg har selv tænkt mange gange at jeg gerne vil spare udgiften på tv. Men DR1 og TV2 sender så meget l…, at jeg er nød til at have noget andet. Og så har jeg svært ved at undvære Discovery Channel / National Geographic.

    Det perfekte, vil være hvis man på appletv, bare kunne købe de udsendelser man havde lyst til.

  • http://www.bryllup.dk Kenneth WedMore Lund

    Kuk kuk :)

    Nej, jeg vil bestemt ikke undvære Champions League :)

  • Anders

    Hvilken udgave af Elgato TV skal man købe til sin Mac mini?

  • http://www.bryllup.dk Kenneth WedMore Lund

    Hej Anders

    Det afgøres primært af hvilket tv-signal, du har.

    Hvis du vil bruge DVB-T signal (altså det, du kan trække gratis ud af luften) kan du bruge de modeller, der understøtter DVB-T

    Hvis du skal bruge dem til kabel-tv (eks. YouSee), så skal du finde de modeller, der har DVB-C

    Personligt har jeg nogle stykker af den, der hedder Elgato Eye-tv hybrid fordi den understøtter både DVB-T og DVB-C, så man har adgang til begge typer kanaler/signaler.

  • Michael

    Hej Kenneth.
    Har du så turde spare 4000 kr?
    Michael

  • http://www.bryllup.dk Kenneth WedMore Lund

    Hej Michael

    Ikke endnu – til gengæld har jeg solgt den MacMini jeg brugte til TV’en, så lige nu ville det slet ikke kunne lade sig gøre :)

Back to Top