03. dec. – Atari VCS 2600 – Jul På Computermuseet

0
457
Allerede i starten af 70erne, hvor computeren endnu ikke bare NÆRMEDE sig at slå igennem som HJEMMEcomputer, begyndte andre brancher at få øjnene op for hvad man mon OGSÅ kunne bruge de her computere til.

En af disse brancher, var spilbranchen !

I 1977 udgav det amerikanske firma, Atari, verdens første computerbaserede spillekonsol og man kan på sin vis sige, at det er den direkte forfader til Xbox, hvor Microsoft jo følger samme opskrift, nemlig at tage en computer og pakke den ind som spillekonsol !

Uden at der går for meget ordspil i den, er Atari VCS faktisk spillekonsollernes bedste eksempel på en såkaldt gamechanger, altså et produkt, der ændrer sin branche totalt for VCS-konsollen efterlod konkurrenterne håbløst bagud, ligesom da Apple udgav iPhone i 2007 og redefinerede markedet for smartphones natten over.

Atari VCS tjener også som en reminder om, at det ikke altid er det teoretisk set bedste produkt, der vinder – ligesom vi så da det dårligere VHS videokassetteformat vandt over det kvalitetsmæssigt bedre BETA-system. Ataris produkt kunne på alle enkeltstående punkter slås af konkurrenternes produkter, men samlet set havde Atari slået en homerun.

Rent teknisk var Atari VCS ikke engang på daværende tidspunkt særlig markant og bestod faktisk kun af et simpelt printkort med 4 chips – men det virkede fantastisk godt sammen. Skærmopløsningen var på 192 x 160 pixels og kunne ikke vise mere end 16 farver på skærmen samtidigt. Men det var alt rigeligt dengang for i forhold til forgængere som eks. videospillet PONG, var Ataris VCS systemet en helt ny generation af elektronik.

Netop det let tilgængelige koncept var nemlig vejen ind i stuerne hos spilleglade familier. Her var ikke noget samlesæt der først skulle loddes sammen eller mystiske programmeringssprog, der skulle læres. Man fik simpelthen en færdig pakke med computer og joysticks og så kunne man ellers bare udvide med spil på ”kapsler”, som de blev døbt på dansk. Ikke mindst Pacman var det store hit for mange dengang.

Atari VCS – eller Atari 2600 som den senere blev udgivet som – blev vanvittig populær og i en periode fra sidst i 70erne til først i 80erne var Atari navnET man skulle kende, hvis man ville underholdes med moderne elektronik hjemme i stuen. Far fik en kærkommen undskyldning for at nørde lidt rundt og kunne bortforklare det med at det jo var til ungernes bedste at købe sådan en spilleautomat. Som sædvanligt havde pædagoger og psykologer travlt med at snakke om hvordan dette ville ødelægge en hel generation af børn og gøre dem til sadistiske voldsforbrydere og det der var værre – alt imens drengeværelserne jorden rundt blev fyldt med lyden fra de mange populære spil. Personligt kan jeg i dag selv fremvise en anmærkning i min kontaktbog fra skolen da jeg i 1983 gik i 7. klasse, hvor min klasselærer giver udtryk for sin bekymring i forhold til mit daværende forhold til spillemaskinerne.

Systemet kostede dengang ca. 200 dollar, omregnet til ca. 2.500 kr. i Danmark og det var en attraktiv pris for en så komplet og næsten fremtids-agtig underholdningsform. For mange var det nemlig ganske enkelt ren cost/benefit-analyse: alternativet var at putte énkroner – MANGE énkroner – i spilleautomaterne i grillbaren nede på hjørnet og man skulle ikke være særlig bidt af spillene før det rent faktisk blev en decideret overskudsforretning at købe sin egen Atari hjem til stuen. Oven i hatten var det så også et massivt statussymbol for teenagere som kunne trække både hele og halve skoleklasser med sig hjem på dén konto og de færreste kunne nok sige sig fri for at det gav noget af et boost i forhold til status blandt klassekammeraterne.

I 1979 rundede salget af Atari VCS en milepæl: den blev ikke bare den bedst sælgende konsol men årets mest solgte julegave – i det hele taget – på det amerikanske marked. Salget nåede dog for alvor de store højder da Atari købte licensen til at kunne udgive spillet Spaceinvaders fra Taito – en kultklassiker fra spillehallerne som blev videreført hjemme på tv’et i stuen og Atari mere end fordoblede deres salg på mindre end et år. Atari tjente alene i 1980 12 milliarder kroner i USA og fordoblede det endnu en gang året efter. Det bedstsælgende spil blev dog ikke Spaceinvaders, men Pacman, som endte med at sælge 7 millioner eksemplarer.

Atari skrev sig på godt og ondt i i computerspilshistorien med den ene succes efter den anden, men i kølvandet på jubelstemningen var der også et par gigantiske fiaskoer. Atari udgav nemlig også det måske dårligste computerspil nogensinde, nemlig spiludgaven af filmen ET. I dag betragtes det stadig som et af de vildeste flop inden for computerspil.

I 1983 crashede markedet for spillekonsoller som en kombination af at der blev udgivet utrolig mange dårlige spil og vildt mange forskellige konsoller så det var én stor forvirring i forhold til at udvikle nye spil, som jo faktisk minder om den problemstilling nutidens Androidplatform har i forhold til at der er uendeligt mange skærmstørrelser som programmørerne skal tage hensyn til – og krisen førte til at Atari blev solgt til Commodore, som i sidste ende valgte at indstille produktionen af Ataris spillecomputer til fordel for at fokusere på hjemmecomputer-konceptet, mest kendt i form af Commodores egen storsælger, Commodore 64.

I årene herefter skyllede konkurrenterne ind over landegrænserne fra øst – Japan specielt – og snart ville mange stifte bekendtskab med og også skifte til konsoller som Sega og Nintendo.

I 2007 blev Atari 2600 optaget i oversigten over verdens vigtigste legetøj og i 2009 blev den endelig kåret som en af de bedste spillekonsoller nogensinde.

I dag kan man stadig spille de mange klassiske Atarispil som app på smartphones og tablets eller via emulator-software på computere men vil du have den ægte vare for nostalgiens skyld, kan du finde dem i Den Blå Avis til 4-500 kr. komplet med spil,joysticks og en pose nostalgisk tryllestøv.