05. dec. – Commodore PET – Jul På Computermuseet

1
413
I 70erne begyndte erhvervslivet at se fordelene i at bruge computere til beregning, tekstbehandling, grafiske opgaver og lign. og computerfabrikanterne havde mange bud på hvordan en sådan kontorcomputer kunne se ud.

Commodores bud fra 1977 hedder PET og står ikke for Politiets EfterretningsTjenste men for Personal Electronic Transactor. Det kan du jo se om du kan finde en passende danske oversættelse for 🙂

PET var på mange måde den første. Det var den første computer der var bygget sammen i ét. Det var den første computer med ”easter eggs” og den første computer der kunne overclockes og endda let få mere RAM.

Med lidt velvilje kan man sige, at PET var datidens iMac fordi det var en samlet computer hvor alt var bygget ind i én kasse – både skærm, tastatur, kassettebånd og selve computeren. Dengang synes man at det i dag noget ”spacede” design var stilfuldt og brugervenligt.

Tastaturet startede en ny trend hvor man kunne se forskellige grafiske symboler på tasterne, så man kunne lave den såkaldt ASCII grafik for PET var kun tegn-baseret, ikke grafik som sådan. Opløsningen var på 40 x 25 tegn på den 9” store skærm. Hvem sagde iPad ?

PET kom ikke kun til at betyde noget for sit eget salg men også for chip-udviklingen i det hele taget. 6502-CPU’en i PET blev nemlig så populær at også andre computermærker valgte den som ”hjerte” i deres produkter – herunde både Atari og selv Apple.

En sjov lille anekdote omkring PET er, at den også blev forfaderen til overclocking, hvor man forsøger at presse mest mulig ud af CPUen. Man fandt nemlig ud af at man ved hjælp af en simpel kommando kunne øge hastigheden på computeren. Hvis man skrev et kort program i BASIC-programmeringssproget, som blot skrev tallene fra 1 til 1000 på skærmen, tog det 19 sekunder at færdiggøre. Overclockede man med den hemmelige kommando, kunne man komme ned på 13 sekunder. Når man i dag taler om ”the killer poke”, så er det en reference til kommandoen, som efter en opdatering fra Commodore ikke gjorde computeren hurtigere men til gengæld ødelagde den – ja, man kunne faktisk brænde sin computer af ved at skrive kommanden.

PET blev også den første udbredte computer hvor man forholdsvist let kunne øge mængden af ram fra 4 til 8k og senere kunne man også komme helt op på en 12” skærm i stedet for den oprindelige 9”

Computeren var målrettet erhverv men blev en kæmpesucces i skolerne, hvor de blev købt ind og installeret til undervisning i spandevis, ikke mindst fordi de kunne arbejde sammen i netværk så man kunne have noget så vildt som en fælles printer. Det var tider.

Som kuriøst indslag var der også et ”easter egg”, altså en hemmelig funktion i PET, så hvis man skrev ”wait 6502” i Basic, skrev den Microsoft ud over hele skærmen. Efter sigende en hævn fra Bill Gates personligt, fordi Commodore ikke ville overholde Bill Gates copyright for Basic-sproget.

I forhold til truslen fra hjemmecomputerne, stod PET dog ikke til at redde – selv udgav Commodore PET i en bedre og mindre udgave ved navn VIC 20 som efterfølgende blev til Commodore 64, så på den måde kan man godt sige at PET er farfar til verdens mest solgte hjemmecomputer.

http://oldcomputers.net/pet2001.html

http://www.commodore.ca/history/company/pet_preview/pet_preview_oct_1978.htm

http://en.wikipedia.org/wiki/Commodore_PET