08. dec. – Apple II – Jul På Computermuseet

0
439
Forrest Gump købte aktier i et eller andet frugtfirma, siger han i filmen – og konstaterer tørt at det tjente han en del penge på. Men det gjorde frugtfirmaet skam også.

Kendere af ”frugtfirmaet” ved dog nok godt, at der gemmer sig adskillige computer-succeser bag ”think different”-sloganet og netop det med at tænke anderledes, ja det prægede Apples computere helt fra starten!

Med Steve Jobs ved roret og Steve Wozniak ved tegnebordet, startede Apple computerrevolution for alle os andre – ligesom da Ford skabte bilen på en måde, der gjorde at folk uden kendskab til motorer, olieblandinger og ventiljusteringer kunne købe – og køre – i deres helt egen bil.

Med programmeringssproget Basic indbygget, var Apple II klar til brug med det samme du pakkede den ud af kassen – ikke noget med først at samle eller installere noget. Det tiltalte en helt ny type computerbruger, den mindre teknisk-interessede, jævne forbruger og et gigantisk marked åbnede sig for Apple.

Apple II fra 1977 blev nemlig – og måske netop derfor – en af de mest populære hjemmecomputere nogensinde. Pyt med data, bits og bytes – her var en computer den jævne hr og fru rækkehus kunne se en fidus i at bruge! Ikke mindst var det også starten på Apples fænomenale vækst inden for uddannelsessystemet hvor amerikanske skoler hamstrede Apple II computer til alt lige fra 1. klasse til universiteterne!

Med farveskærm, som var helt uhørt på daværende tidspunkt, ikke mindst prisen på ca. 1.200 dollars taget i betragtning, var Apple II bare ”mindblowing” som de sagde i USA. Salget var lige så hjerneblæsende – over 6 milliarder kr. i salg om året, da det gik vildest for sig. Apple havde en vaskeægte cashcow der var SÅ klar til malkning.

Som computer er der ikke så meget fantastisk at berette om Apple II – den virkede bare – og lærte os, at det nogle gange er andet end de teknologiske landevindinger, der medfører supersalg. Hos Apple II, var det faktisk et enkelt stykke software der fik salget til at eksplodere: Visicalc regnearket.

Visicalc var lige så ”mind blowing” som computeren i sig selv, for Visicalc var det første regneark til folket. Lige fra regnskaber og revisorer til madbudget og husmoren brugte Visicalc og programmet i sig selv bærer en måske afgørende del af årsagen til Apples succes med 2’eren.

Mange købte ikke en Apple II med Visicalc – de købte Visicalc og så fulgte Apple II ligesom bare naturligt med i pakken. Det er noget af en forskel og det har sidenehn fået betegnelsen ”killer app”, som betyder at en given software er så eftertragtet, at den sælger hardwaren i sig selv. Ligesom Halo på Xbox, Deluxe Paint på Amiga og Supermario på Nintendos platforme.

Apple II blev ikke bare den måske populæreste computer nogensinde – den blev også den længst levende model til dato. Fra lanceringen og 15 år frem solgte Apple II stadig som varmt brød endda på trods af de ikke mindre end knap 200 cloner, som blev solgt af mere eller mindre lyssky konkurrenter verden over.

http://oldcomputers.net/appleii.html

http://en.wikipedia.org/wiki/Killer_application

http://www.landsnail.com/apple/local/design/apple2.html

http://fp3.antelecom.net/gcifu/applemuseum/2plus.html

http://www.woz.org/

http://www.kelleyad.com/histry.htm

http://en.wikipedia.org/wiki/Apple_II_series