Bose QC 15 anmeldelse af støjdæmpende hovedtelefoner

5
4751
Støjdæmpende hovedtelefoner fra Bose

Mange vælger at købe nogle bedre hovedtelefoner, end de, der følger med til deres smartphone og er du en af de mange, der kunne tænke sig at få nogle, der samtidig også dæmper støj, så kan denne anmeldelse af Bose QC15 måske hjælpe dig med beslutningen.

Bose hovedtelefoner er velkendte for deres høje kvalitet, komfort og desværre også tilsvarende høje pris – men de virker bare og de lyder så godt at man kan tilgive den høje pris…… eller kan man ?

De sidste 3 uger har jeg testet Bose Quiet Comfort 15, som er støjdæmpende hovedtelefoner. Dvs. de kan dæmpe den støj, der er omkring dig – både snorkelyde, rumlelyde fra toget osv. – ud over at de naturligvis også kan spille musik.

Sådan fungerer støjdæmpning i hovedtelefoner

Støjdæmpende hovedtelefoner såsom Bose QC 15 optager den lyd, der er omkring dig, vha. en lille indbygget mikrofon. Lidt forenklet sagt, vendes lyden så modsat (hvilket man kalder modfase) og så sendes den “omvendt” ind i ørerne så du på den måde får skabt en oplevelse af stilhed.

Dette fungerer bedst når hovedtelefonerne er det, man kalder en lukket model som slutter tæt om ørerne. Bivirkningen ved dét er så bare, at ørerne let bliver varme men når nu de her hedder “quiet comfort” kunne man jo godt forestille sig, at de ikke er slemme til at varme ørerne op. Det er også sådan jeg oplever det. Sammenlignet med en anden populær model på markedet (Dre Beats) bliver man ikke helt så varm og “træt” på ørerne.

Desværre kræver støjdæmpe-funktionen strøm og derfor skal du altid have et batteri i hovedtelefonerne, som du skal huske at slukke for efter endt brug. Omvendt har det så den fordel at der også er strøm til at forbedre lyden af den musik, du sender ind.

Bose QC 15 er helt baseret på hovedtelefonledning. Fordelen er at der ikke er noget som helst palaver med blutooth og andre trådløse signaler, der også tager strøm, men ulempen er at ledningen er ret voldsom og har et specialstik i den ende, der sættes i hovedtelefonerne. Dvs. hvis din hund gnaver kablet over eller du mister det, så skal du købe et nyt, originalt fra Bose.

Pasform og komfort

I dag er langt de fleste af os vant til at bruge de såkaldte “in-ear” eller “plug”-typer af hovedtelefoner fordi de a) fylder ganske lidt og b) er med til nærmest enhver mobiltelefon man kan købe i dag. Mange oplever at disse lyder lidt “anstrengt” og er hårde at have i ørerne – for slet ikke at snakke om at de lige så stille vippes løse på mange af os.

Pasformen og komforten i Bose QC 15 er virkelig god. De er bløde og behagelige og gør som sådan ikke opmærksom på sig selv overfor hver andre eller den, der har dem på. Modsat eks. Dre Beats, som er nogle rigtig “her-kommer-jeg” hovedtelefoner, der er meget synlige og mærkbare.

Selvom de er store nok til at omkapsle ørerne, er de forbavsende kompakte – i dag havde jeg dem eks. inde under hatten af min jakke pga. koldt blæst og jeg tror ikke nogen ville have set og/eller gættet det, med mindre de vidste det.

Hallo? Hvordan lyder de?

Fordelen ved den her type hovedtelefoner – og i særdeleshed i denne prisklasse (som også Dre Beats har) – er den meget fyldige lyd. Lækker, lækker, dyb bund men dog mere neutrale end eks. Dre Beats, som booster både bunden og toppen af lyden, som klæder rigtig meget moderne musik. Bose sigter nok lidt mere på “morfar-segmentet”, som sætter pris på en mere neutral og knap så anmasende lyd.

Jeg synes bare de lyder godt og uanset om man tænker på komfort eller lydkvalitet, så er det nogle hovedtelefoner man kan have på i flere timer af gangen uden problem. Jeg så eks. over 4 timers undervisnings-video i stræk med dem på uden pause.

Virker støjdæmpningen så ? Ja, den har forbavset mig flere gange – når man tager dem på, bliver der bare stille 🙂 Når man går ude på vejen, hører man ikke bilerne. Når man sidder i et tog, hører man ingen rumlen. Det er virkelig effektivt og alle, der har prøvet at sidde i 14 timers flyvetur til den anden side af jorden, ved hvor fatalt det kan være med en snorkende nabo.

Desværre har den her type hovedtelefoner en indbygget svaghed: blæst. Mikrofonen, som optager lyden inden den “vendes om” i dine ører, optager også lyden af blæst og det betyder, at du bliver nødt til at dække dem med en hue eller en hat, hvis du bruger dem i blæsevejr – med mindre du vil have dén lyd i ørerne 🙂 Derfor kan du ikke rigtig cykle med dem (og de er i øvrigt også for tunge til at løbe med) hvilket man nok heller ikke burde, for man skal kunne høre trafikken.

Hertil kommer at jeg har oplevet lidt digital støj også – du ved, den der zzzt z z z ztttt lyd, når din mobiltelefon henter data og det kan høres? Når jeg streamer lyd fra Spotify, hente min iPhone vældig mange data og det kan jeg altså høre, så der er noget noget afskærmning, der kunne forbedres på kommende modeller.

Er Bose QC 15 prisen værd?

Som nævnt i linie 1, har vi her at gøre med et kvalitetsprodukt med derpå følgende høj pris – så….. er de prisen værd?

Nej, de er ikke så meget værd FOR MIG. De koster ca. 2.500 kr. og det vil jeg sige svarer meget godt til det dobbelte af, hvad de er værd for mit vedkommende. Når dét er sagt, vil jeg så også understrege at jeg normalt ikke bruger hovedtelefoner ret meget og heller ikke rejser så meget, men hvis jeg gjorde dét, ville jeg synes prisen var fair nok.

For samme pris kan man også vælge at købe mad en hel måned – man skal se tingene i perspektiv, ikke? 🙂

Som opfølgning på denne test/anmeldelse kan jeg tilføje, at jeg endte med at synes så godt om hovedtelefonerne, at jeg købte dem i stedet for at returnere testeksemplaret 🙂

De er rigtig gode og batteritiden har overrasket mig – vi brugt hovedtelefonerne i MANGE timer nu og kører stadig på samme ene, lille batteri, som fulgte med!