Hvad er Apple TV? Alt du skal vide om Apples AirPlay medieafspiller til Netflix & Youtube

0
12358

Apple TV er Apples medieafspiller der er lavet til at afspille digitale medier udelukkende gennem streaming

I gamle dage var det meste af det indhold vi så baseret på fysiske medier – fra VHS afspilleren til DVD’en og over til Blu-Ray. Lige siden Netflix og lignende tjenester blev tilgængelige i Danmark har der dog været stor efterspørgsel for en medieafspiller til at kunne streame dette indhold og afspille det på vores TV. Mange fjernsyn i dag har indbygget SmartTV til denne funktion, men hvad gør man, hvis man ikke har SmartTV – eller ikke er tilfreds med måden ens SmartTV kører på? Så kan Apple TV være en løsning.

Hvad er Apple TV?

Apple har tit omtalt Apple TV som deres “hobby-projekt” men ikke desto mindre er det et solidt produkt du kan bruge til at afspille indhold fra internettet. Det er en lille sort boks, som du snildt kan gemme væk bag TV’et eller lignende, og den hverken larmer eller bliver varm. Den er derfor ideel i stedet for at have en bærbar computer eller dedikeret stationær computer stående og blæse mens man ser film.

Du kobler boksen på dit trådløse netværk og kan herefter streame indhold fra nettet via boksen selv, som du styrer ved hjælp af en lille remote der følger med, eller du kan vælge at streame indhold fra din iPhone, iPad eller Mac via AirPlay. Du kan også benytte din iOS enhed som fjernbetjening – det gør det blandt andet nemmere at indtaste tekst, så man ikke behøver sidde og klikke rundt på et tastatur med en fjernbetjening.

Det er fuldt ud muligt at benytte et Apple TV uden at have et eksisterende Apple produkt, men du mister funktionaliteten i AirPlay her. AirPlay er dog muligt fra en Windows PC og til dels en Android enhed – det kan du læse meget mere om i artiklen herunder.

Læs også: Hvad er AirPlay?

Hvad kan jeg afspille på Apple TV?

Apple TV kan blandt andet afspille:

  • iTunes indhold (Podcast, film og lign.)
  • Tredjeparts streamingindhold – blandt andet Netflix, Youtube og Vimeo.
  • Indhold fra en iPhone, iPad eller Macbook, eller enhver anden AirPlay enhed.

Læs også: Hvad er Chromecast?

Siden anden generation af Apple TV har der ikke været harddisk i enheden, så det er ikke muligt at afspille lokalt indhold – altså er det kun muligt at streame fra internettet. Tredje generation fra 2012 introducerede blandt andet understøttelse af 1080p afspilning.

Køb Apple TV i Danmark

Apple TV er tilgængelig i danske butikker, og afhængig af om du kan finde en på tilbud eller ej ligger prisen typisk mellem 600-900 kr. Det er en god løsning til prisen hvis du ikke har brug for andet end blot streaming af indhold – hvis dette er dit eneste behov, og du ikke er Apple bruger generelt, bør du også læse om Chromecast inden du vælger at købe en mediecenter boks. Har du behov for mere, kan Roku også være et bud.

Læs også: er dette bevis på at nyt Apple TV 4K er på trapperne?

Apple TV er et lille produkt der leverer begrænset funktionalitet, men det er netop pointen – den kan ikke ret meget, men det den kan gør den til gengæld godt. Til en billig pris og i et lille format der ikke larmer, kan Apple TV være det rigtige valg til dig.